Da Kitty var 11 år (maj 2004), fik hun sukkersyge. Dette er ikke unormalt for mange ældre hunde, men det kan være svært at håndtere for os mennesker, da det ikke altid er lige let at have med at gøre.

Vi vidste ikke, hvor længe Kitty havde haft sukkersygen, inden vi opdagede det. Men grunden til at vi blev opmærksomme på det, var at hun pludseligt begyndte at drikke rigtigt meget vand, og derfor skulle ud og tisse hele tiden. Det endte endda også med at hun ikke kunne holde sig om natten, hvor vi måtte ud med hende et par gange.

Vi kunne ret hurtigt se, at et eller andet var galt, så vi kontaktede vores dyrlæge. Dyrlægen var ikke længe om at stille diagnosen. Der blev taget en blodprøve, hvoraf det fremgik at Kitty havde for meget sukker i blodet. Vi blev selvfølgelig straks bekymrede, men dyrlægen beroligede os med, at det normalt kunne klares med insulin. Det store spørgsmål var bare at finde ud af, hvor meget insulin Kitty skulle have i døgnet.

Vi startede stille og roligt op med 3 streger på sprøjten (jeg ved ikke, hvor mange ml, det er). Vi kunne straks se en virkning. Tørsten standsede med det samme, og Kitty var ikke så tissetrængende mere. Det var dejligt. Men det værste var ikke overstået endnu. Vi skulle til kontrolmåling for blodsukkeret igen efter et par dage. Vi havde fået at vide, at blodsukkeret normalt skal ligge mellem 8 og 15. Første gang Kitty fik foretaget en måling, lå den på næsten 30. Den næste måling, vi fik foretaget, lå på ca. 20, så mængden af insulin blev sat op. Sådan fortsatte vi hele tiden med at prøve på at regulere insulinen for at få det rigtige blodsukkertal. Derudover prøvede vi at variere mængderne henholdsvis om aftenen og om morgenen. Det var ikke let. Samtidigt sloges vi også lidt med Kittys mad. På grund af blodsukkeret skulle hun have diætfoder, og det synes hun absolut ikke om. Kitty havde normalt fået alm. tørfoder. For at gøre diætfoderet mere lækkert, puttede vi  diæt-kød i, men lige meget hjalp det. Hun kunne ikke lide det. Det skal lige bemærkes, at når man får insulin, er det vigtigt, at man får mad samtidigt, da insulinen bliver optaget i kroppen ved hjælp af foderet. Det var derfor meget vigtigt, at Kitty spiste straks efter insulin-indsprøjtningen.

Intet gik rigtigt, som vi ønskede det. Kitty tissede godt nok ikke ret meget, men vi havde store problemer med at få slået blodsukkertallet ned. Vi rendte til dyrlæge hele tiden, men lige meget hjalp det. Vi var faktisk tæt på at opgive det hele. Vores dyrlæge vidste heller ikke rigtigt, hvad der skulle gøres. Hun var vist nok lidt nervøs for at Kitty skulle få et insulinchok. Men til sidst sagde hun, at nu var det knald eller fald. Hun gav Kitty en stor insulin-indsprøjtning på 8 streger. Næsten dobbelt så meget, som vi havde givet tidligere. Næste morgen fik vi foretaget en ny blodprøvetest, og der viste det sig, at satsningen havde givet resultat. Blodsukkeret var faldet til 10. Vi var på rette vej. Vi besluttede så at give Kitty en mindre mængde om morgen og den samme store mængde om aftenen. Sådan fortsatte vi en uges tid. Men så var det ved at gå galt igen. En morgen fik Kitty et anløb til et insulinchok. Vi fik dog hurtigt givet hende noget honning, så det ikke udviklede sig. Så var det op til lægen igen og få foretaget en ny kontrolmåling. Tallet var nu faldet helt ned til 4. Atter måtte vi sænke mængden af insulin.

Sådan kørte det op og ned et stykke tid. Det endelige resultat endte med, at hun skulle have 5 streger om aftenen og 3 streger om morgenen. Derudover ændrede vi hendes foder således, at hun fik halvt diæt- og halvt alm. foder iblandet med noget kød. Vi fortsatte konsekvent på denne måde. Vi blev oven i købet selv i stand til at styre, om Kitty fik for meget eller for lidt insulin. Hvis hun ikke drak ret meget, havde hun fået for meget insulin, og hvis hun drak for meget, havde hun fået for lidt. Så justerede vi selv insulin-mængden ned eller op. Vi fortsatte dog stadig med kontrolmålinger hos dyrlægen en gang om måneden.

Som nævnt ovenfor fik Kitty indsprøjtninger både morgen og aften. Vi gav hende selv indsprøjtningerne. I starten var det mig, der gav hende dem, men på et tidspunkt gik det lidt galt med stikket, og det gjorde ondt på både mig og Kitty. Jeg blev derfor nødt til at overlade indsprøjtningerne til min kone, og det gik fint. Når madtiden nærmer sig, kom Kitty selv og satte sig til rette for at få sprøjten. Så hun var ikke bange for den.