IMG_0147Jeg er pensionist på fuldtid. Jeg er gift og har 2 børn, Martin og Camilla, hvor Martin er født i et tidligere ægteskab. Jeg nyder min tilværelse som pensionist, hvor jeg næsten kan bruge min tid til det, som jeg har lyst til. Jeg har masser at lave og savner absolut ikke mit arbejdsliv. Faktisk har jeg ofte svært ved at forstå, at jeg tidligere har haft tid til at gå på arbejde.

Hovedparten af min tid går med vores hunde, hus og have, familien, IT og frivilligt arbejde. Sidstnævnte fylder rigtigt meget i den daglige hverdag, hvor jeg bl.a. er medlem af Gribskov Seniorcenter. Her dyrker jeg fortsat mine interesser med IT, idet jeg hjælper på centeret med hjemmeside, netværk, undervisning og adhoc IT-support (PC, mobiltelefoner, tablet) til vores brugere. Fordelen ved dette “job” er, at jeg nu selv kan vælge hvad og hvornår, jeg vil lave det. – En ting til, der også hører med til min tilknytning til Seniorcentret, og som nok er mit primære formål, er mit sociale liv. Jeg kan vældig godt lide at være sammen med disse og andre mennesker på en afslappet måde. Jeg deltager også en del i udbuddet af ture, udflugter og rejser – både med Seniorcenteret,  Ældresagen og andre foreninger. Dette kan du se mere om andre steder på min hjemmeside.

Jeg bruger rigtig meget tid på vores hunde. Vi har næsten altid haft 2 eller flere hunde ad gangen i IMG_0125vores hjem, og vi kan derfor ikke forestille os et hjem uden dem. De betyder rigtigt meget for os – især efter at vi er blevet alene. Hundene betyder da også, at vi er meget afhængige af dem. F.eks. er det meget svært for os at tage ud og rejse sammen, da vi ikke er særlig glade for at overlade dem til en hundepension. Ligeledes har vi svært ved at være hjemmefra mange timer ad gangen om dagen. Der har jeg så den fordel, at min kone ikke er så meget for at rejse og komme på ture, så jeg kan bare tage afsted alene. Men hvis der er noget hun gerne vil opleve, så bliver jeg hjemme hos hundene. – Hundene gør også, at vi får masser af motion. De skal jo motioneres dagligt, så der er mindst en gåtur om dagen samt masser af udeliv og leg i haven, hvis vejret tillader det. Ellers vanker der et par ekstra gåture.