Lidt om Vicha

Vores sidste schæferhund hed Vicha. Da vi fik hende, var hun næsten et år. Hun havde været på en kennel, hvor det oprindeligt var tanken at bruge hende til avl. Hun havde derfor ikke særligt meget opdragelse, og var heller ikke vant til at være inde. Så vi havde lidt af et arbejde foran os med at få hende socialiseret.  Men det gik nu helt fint. Det varede ikke længe, før hun faldt helt til hos os.

Straks efter at vi fik hende, startede jeg med at gå til træning med hende. Men det var nu en større opgave. Hun var meget ukoncentreret at have med at gøre. Hun var meget mere interesseret i at snakke med de andre hunde. De var vist meget sjovere end mig. Sporarbejdet derimod gik det meget fint med. Det samme kunne man sige om forsvarsarbejdet.

Hun startede fint med at være interesseret i at bide, så der var noget at bygge videre på. Derimod var det svært at få hende til at koncentrerer sig om lydigheden. Det lykkedes dog at få lært hende de mest basale ting, men desværre gik det sådan, at jeg vist også mistede lidt af koncentrationen efterhånden. Mange andre ting pressede sig på, og jeg havde ikke rigtigt den nødvendige tid til træningen. Det endte derfor med, at vi har stort set standsede træningen. I stedet for blev Vicha en rigtig hjemmehund, hvor hun hyggede sig gevaldigt med vores og Bibis selskab.