Jeg har boet mange forskellige sider. Her lidt om dette.
1946-58, København V: Som nævnt andetsteds (se her) er jeg født og opvokset i Saxogade, København V. Her boede jeg indtil jeg kom på “kostskole” i 1958 i Hellebæk.
1958-63, Det Kgl. Opfostringshus, Hellebæk: Da jeg var 12 år blev jeg optaget på DKO. Det betød, at jeg skulle flytte hertil. Det kom også til at betyde, at jeg aldrig mere skulle bo hjemme hos min mor. Du kan se mere om skolen og mit ophold under menupunktet “DKO”.
1963-68, Nordsjælland: Her boede jeg på værelse forskellige steder, mens jeg var i lære som elektriker, og mens jeg gennemførte adgangsprøven til Teknikum. Jeg boede i Snekkersten, Espergærde og 2 forskellige steder i Helsingør. Så der var lidt flytten rundt.
1968-70, Dybbøl: Da jeg havde afsluttet adgangsprøven kunne jeg vælge at fortsætte min uddannelse til svagstrømsingenør i København eller i Sønderborg. Sønderborg blev valgt sammen med 7 andre studiekammerater. Jeg havde jo ikke noget, der reelt bandt mig til at blive på Sjælland, da jeg jo boede alene. Jeg fik en lille lejlighed hos en ældre dame i Dybbøl. Det var godt nok noget af en omvæltning at flytte så langt. Men jeg faldt godt til, og så gjorde det jo heller ikke noget, at jeg inden for kort tid også fik min daværende kæreste, Jytte, derover.
1970-73, Ulkebøl, Sønderborg: Selv om der var meget hyggeligt at bo i Dybbøl, var det også til tider lidt besværligt, da transport forbindelserne ind til Sønderborg ikke altid var lige gode. Derudover havde vi en del problemer med fugt og svamp i den lejlighed, vi boede i. Vi flyttede derfor til Ulkebøl ved Sønderborg i en nyopført 2-værelses lejlighed. Efter et års tid blev denne lejlighed udskiftet med en 3-værelses, da Martin blev født i 1971. – Mens vi boede i Ulkebøl var jeg ved militæret. Der var jo tvungen værnepligt dengang. Det resulterede i, at jeg boede i Skive i 2 måneder. De øvrige 8 mdr. af min militærtid foregik på Sønderborg kaserne, hvorved jeg kunne bo hjemme sammen med Martin og Jytte det meste af tiden.
1973-74, Fredensborg: Da jeg var færdig med militæret, fik jeg job hos N. Foss Electric i Hillerød. Det betød, at vi flyttede fra Sønderjylland tilbage til Nordsjælland. Da det ikke var så let at få en bolig, blev vi nød til i første omgang at leje et hus gennem nogle bekendte i Fredensborg. Det var da også godt nok med hus og have. Vi havde dog ikke huset for os selv, da betingelsen for at leje var, at der også skulle bo en ung mand der, som reelt ejede huset. Han havde et værelse samt fuld adgang til køkken og bad. Dette var naturligvis ikke ideelt for os med et lille barn, så vi søgte efter noget mere permanent.
1974-76, Helsingør: Det lykkedes os da også at få en lejlighed i Helsingør i noget socialt byggeri. Her boede jeg frem til starten af 1976, hvor Jytte og jeg blev skilt. Jytte og Martin blev boende i lejligheden.
1976-78, Gadevang ved Hillerød: Jeg flyttede til en landejendom, Landbolyst, i Gadevang, som er en lille by beliggende i nærheden af Hillerød. Her flyttede jeg ind i et værelse på 8 kvadratmeter. Ejendommen havde flere værelser og lejligheder, så udlejeren lovede mig, at der snart ville blive noget større til mig. Men der gik da nogle måneder, hvor jeg måtte nøjes med den lille plads. Jeg søgte andre steder, men uden resultat. Landbolyst lå da også et hyggeligt sted med skoven lige ved siden af. – Efter nogle måneder fik jeg mulighed for at udvide værelset således, at jeg nu fik 3 værelser til rådighed. Det var den rene luksus. Mens jeg boede der, mødte jeg en ny pige, Annette, som flyttede ind hos mig.
1979-?, Helsinge: Den 1-1-79 flyttede vi til vores eget hus i Helsinge. Det var en stor ting for os. At tænke sig, eget hus med stor have. Det burde være positivt for os. Men det var det bare ikke. Efter et års tid fandt vi ud af, at det ikke skulle være os to, der skulle bo i huset sammen. Vi skiltes derfor ad, og jeg overtog Annettes anpart af huset. Jeg boede derefter alene i huset et par år, indtil jeg mødte min kone. Hun flyttede ind hos mig, og hun bor her stadig sammen med mig :-).