Min far og mor blev skilt allerede da jeg var omkring 1 år. Der var åbenbart ikke den store  kærlighed mellem dem. Den reelle årsag var vist nok, at min far havde fundet en anden.

006x

Min mor og hendes mand, Frode

Min mor fandt da også hurtigt en anden mand, som blev far til mine to halvsøskende (bror og søster) på mors side. Dette ægteskab holdt i 4-5 år. Efterfølgende kom hun sammen med andre mænd, men noget egentligt fast forhold fik hun først til en anden, da jeg var cirka 11-12 år. Dette holdt dog også kun nogle år, hvor hun så mødte en anden, som hun boede sammen med resten af sit liv. Da hun mødte ham, flyttede hun til Køge.

Min mor havde mange problemer at slås med. Så vidt jeg husker, havde hun ikke noget arbejde. Vi levede primært af socialhjælp, hvilket ikke var noget stort beløb til at forsørge to børn med (min søster og mig – min bror flyttede med sin far). Der var derfor ikke ret meget at rutte med til mad og tøj. Men min mor prøvede alligevel efter bedste evne at tage sig af os. Når det var helt galt, trådte vores mormor til med en hjælpende hånd.

Som nævnt andet steds flyttede jeg på DKO, da jeg var 12 år. Efter den tid boede jeg ikke hjemme mere. Mens jeg gik på DKO besøgte jeg min mor og søster jævnligt, men jeg var også tit hos min mormor. Senere da jeg flyttede til Helsingør, Sønderborg og tilbage til Sjælland igen, havde jeg jævnlig kontakt med min mor. Det skete fortrinsvis omkring højtiderne, ellers så vi ikke så meget til hinanden. Så i virkeligheden havde vi ikke det tætteste forhold. Jeg tror nok, at vi var “vokset” fra hinanden siden dengang, jeg flyttede til DKO. – Min mor døde i en forholdsvis tidlig alder i 1980. 

Min far i sin lejlighed i Bispevangen - billedet er taget ca. 2 år før han døde

Min far i sin lejlighed i Bispevangen – billedet er taget ca. 2 år før han døde

Min far: Før jeg kom på DKO så jeg en del til min far. Det skyldtes dog mest min farmor. Min far og hans kone boede på dette tidspunkt i Valby i min farmors hus. Der havde de en lejlighed. Jeg kan huske, at jeg kom derud en del, da jeg blev stor nok til at tage derud på egen hånd. Jeg ville selvfølgelig besøge min far, men da han sjældent var hjemme på grund af sit arbejde, blev det mere et besøg hos min farmor og min fars kone. Jeg kunne vældig godt lide at komme derud. Min farmor havde en mindre have, som hun ikke selv kunne ordne. Så det hjalp jeg med. Min fars kone havde jeg det fint sammen med. Hun tog sig pænt af mig, når min far ikke var hjemme.

Da jeg kom på DKO endte min kontakt til huset i Valby. Jeg var ude hos min farmor et par gange, men en dag, da jeg kom derud, var der ingen hjemme, og min far var flyttet. På en eller anden måde fandt jeg ud af, at min far var flyttet til Amager, og at min farmor var død. Det var lidt af et chok for mig. I de efterfølgende år havde jeg ikke meget kontakt til min far og hans familie. Vi sås en gang imellem, men det var ikke ret tit. Først da min far blev skilt fra sin kone, tog han kontakt til mig. Efterfølgende havde vi jævnligt kontakt med hinanden indtil han døde.

Nedenfor kan du se billeder af min mors og min fars familie samt billeder af mig fra min barndom. Der er tekster til billederne.