Da Vicha forlod os, efterlod hun et kæmpe tomrum hos både os og Bibi. Bibi var nu alene tilbage, og man kunne godt fornemme, at hun ligesom os savnede Vicha. Vi overvejede derfor atter at anskaffe os en hund. Vi var ret hurtigt enige om, at det ikke skulle være schæfer igen. Vi ville bare have en lille/mellemstor hund.

I vores søgen på nettet faldt vi over foreningen Græske Hunde (forkortet GH), og efter at have sat os mere ind i, hvad de var for nogen, fandt vi ud af, at vi måske kunne hjælpe en af de hunde, der var til adoption, med et nyt hjem. Vi kontaktede GH og blev enige om, at de ville finde en hund til os. Flere hunde blev udpeget, og alle var selvfølgelig lige dejlige. Men der var specielt en hund, som vi havde meget kig på. Det var Perry. En rigtig lækker dejlig hund, som hele tiden  kredsede i vores tanker. Enden på det blev, at vi tog rundt og kiggede på nogle af hundene, og til sidst tog vi i lufthavnen for at møde Perry. Hun var endnu ikke ankommet til DK på det tidspunkt.

Grunden til at vi var lidt betænkelige med at adoptere Perry, var at hun var “invalid”. Hun havde opholdt sig i en sigøjnerlejer i Grækenland, hvor hun var blevet meget hårdt behandlet. Hun havde derfor måttet gennemgå nogle større operationer i bagkroppen, hvilket medførte at hun haltede meget på det ene bagben. Der var derfor en risiko for at hun måske ville få problemer senere. – Men da vi først mødte hende i lufthavnen var vi solgte. Hun var simpelt hen bare så skøn og dejlig med et fantastisk mildt sind. Vi skulle ikke betænke os ret længe før vi hentede hende hos hendes plejemor. Perry kom hjem til os juni 2012.

Vel hjemme hos os blev hun vel modtaget af Bibi. Perry faldt hurtigt til hos os. Hun kunne lide at køre i bil, kunne med andre hunde, være alene hjemme, var renlig og sov fint igennem om natten. Hun var bare en drøm af en hund.

Men desværre gik det ikke som vi havde håbet med hendes helbred. Hendes bagben fungerede fint – ingen problemer der. Derimod begyndte hun pludseligt at halte på det ene forben. I starten troede vi bare at hun havde trådt forkert eller det var vokseværk. Men da det blev værre måtte vi til dyrlægen med hende. Her blev vi sendt videre til speciallæge, hvor det konstateret, at det var galt med en sene. Den havde forrykket sig, og den eneste måde, det kunne ordnes på var en større operation, hvor der var meget lille chance for at det ville blive bedre. Beslutningen skulle tages ret hurtig, så vi valgte at gennemføre den.

Operationen gik nogenlunde, mente lægen, så nu skulle vi i gang med en større genoptræning af benet. Desværre stødte der komplikationer til, da såret ikke ville læges, så i en periode på ca. 3 mdr. kørte vi frem og tilbage mellem vores hjem og lægen. Samtidig kørte vi også til genoptræning i vandbad hos en anden læge. Sådan forløb nogle måneder, hvor Perry tog det hele i stiv arm. Hendes humør var stadigvæk højt, mærkeligt nok. Efter endnu et stykke tid begyndte det hele at se bedre ud. Perry kunne nu lege sammen med de andre hunde, så hun havde det bare dejligt. – Men desværre skete der pludseligt noget med benet igen. Perry haltede meget og hun peb, hvilket hun aldrig havde gjort tidligere. Vi kunne tydeligt se på hende, at den var helt galt med hende. Dyrlægens dom var at skaden sandsynligvis var brudt op igen. Da det i forvejen ikke så for godt ud, syntes hun, at vi skulle give Perry fred. Vi var forberedt på dette, og vi var helt enige. Der var ingen grund til at fortsætte. Den 27. oktober 2013 vandrede Perry over regnbuen.

Der var meget tomt i vores lille hus efter Perry. Hun havde fyldt rigtigt meget i vores tilværelse i den korte tid, hun var her, og vi havde fået et meget tæt forhold til hende. Så det gjorde rigtigt ondt at miste hende. Dette også fordi hun var så ung. Hun vil altid være meget savnet.

Nedenfor kan du se billeder af hende. Du kan andetsteds se videoer med hende.