En dag sad jeg som sædvanligt og kiggede på informationer fra Græske hunde på Facebook, da jeg faldt over beskrivelsen af en lille hund, som hed Sandy. Hun var blevet fundet på en strand et år tidligere. Helt hjælpeløs og fortabt. Hendes pels var viklet ind i hinanden, og hun kunne næsten ikke bevæge sig. Et græsk internat tog hende til sig og sørgede for at hun blev frisk igen. Hun havde på dette tidspunkt været på internatet i næsten et år, hvilket var lang tid for en lille hund. Der var op imod 100 hunde på internatet. De fleste af dem var store hunde, og det betød, at overlevelsesmulighederne for små hunde ikke var ret stor. Normalt ville en lille hund som Sandy ikke overleve mere end 3 mdr. Så det var et lille mirakel, at hun stadig var i live. Man efterlyste derfor desparat hjælp for at få Sandy væk fra internatet. Græske hunde havde derfor taget hende til sig, og var igang med at sende hende i pleje i Danmark, indtil man kunne finde et blivende hjem til hende.
Maria og jeg kiggede meget på foto og beskrivelse. Vi ville selvfølgelig meget gerne hjælpe, men vi havde jo i forvejen Bibi og Perry, så vi var meget betænkelige med hensyn til at få endnu en hund. Men der gik dog ikke mange timer før vi havde bestemt os. Vi tog straks fat i Græske hunde, og et par timer efter var vi på vej efter hende. Hun ankom med fly fra Grækenland den 2. juni 2013, og blev straks kørt til sin plejemor. Men der var hun kun et par timer. Om eftermiddagen havde hun fået et nyt og blivende hjem hos os.
Zindy er født den 3-2-2012. Hun er en meget stille og rolig hund. Da vi fik hende virkede hun meget trykket, hvilket nok ikke var så usædvanligt, når man tænker på hendes fortid. Men dette har heldigvis ændret sig meget her 3 år efter hendes ankomst. Hun er stadig lidt forsigtig. Især kan vi se dette, når hun leger. Bliver det for “vildt og faretruende” skynder hun sig væk. Du kan se billeder af hende nedenfor. Videoer vises andetsteds.