70 år er jo ingen alder
En begivenhedsrig og dejlig uge er overstået. Først var der Camilla og Michaels bryllup, der skulle fejres den 11-6, og så var der min 70 års fødselsdag, der også skulle fejres den 16-6. Begge begivenheder havde jeg set frem til med spænding og med lidt “uro i maven”, så det er dejligt, at man nu atter kan slappe lidt af.
Brylluppet er beskrevet tidligere, så ikke mere om det. Min fødselsdag forløb stille og roligt. Jeg ønskede ikke den store festivitas, og samtidigt havde vi også nok at tænke på med brylluppet. Og da Michael og Camilla også skulle til Italien den efterfølgende weekend, passede det mig fint, at vi fejrede min fødselsdag for os selv med de nærmeste pårørende.
Lidt gæster blev det dog til. Traditionen tro mødte vores lille “mandeklub” Rederiet Landagergård op om morgenen til morgen-complet. Camilla og Martin hjalp med tilberedning og servering sammen med Maria, så jeg kunne bare slappe af med vennerne. Alt forløb perfekt. Camilla og Martin havde medbragt en stor lagkage, som bragte glæde blandt rederne. Den var rigtig fin og meget lækker. Alt i alt et fint og vellykket arrangement. – Om aftenen tog vi på restaurant med Camilla og Martins påhæng inkl. børnebørnene Oscar og Ida. En hyggelig aften i dejligt selskab med mine nærmeste. – Mine børn/svigerbørn forærede mig en gave i form af et kort, hvor der stod, at de kommer og henter mig den 3-7. Jeg skal åbenbart på en eller anden oplevelsestur. Ved ikke rigtigt, om jeg skal glæde mig til det, når jeg nu kender Camillas eventyrlyster. Men mere om det, når den tid kommer 🙄 .
Du kan se nogle billeder fra dagen nedenfor: