Hvis man for 100 år siden havde taget med den nyåbnede Hornbækbane fra Helsingør og stået af toget på Hellebæk Station, ville man ikke finde meget forandret fra i dag. Var man gået ned ad den nyplantede stationsalle ville der møde den rejsende næsten samme syn af den gamle gulkalkede husrække i Bøssemagergade med de små nyttehaver bagved. Overfor Proberhuset i husrækken var egnens mejeri, der fik sin mælk fra Hellebækgårds køer på Teglstrups græsgange, og fra andre mindre lokale bedrifter.
Teknikken kunne man se var ved at vinde frem: Langs gaden stod de første telefonpæle med få ledninger hængt på, men hvor trådene løb langs Nordre Strandvej, sad de i 5 rækker og strakte sig helt til Helsingør og Hornbæk.

Købmanden i Hellebæk havde sin forretning i gavlen af husene ned mod strandvejen og hed Carl Andersen. På den tid nød man godt af forgængerens anseelse, så på gavlen var der skrevet P. Schaar med et lille eftf. bagved. Hans butik ville man ikke kunne kende: De store udstillingsvinduer og indgangspartiet med det lille tårn og den ciselerede søjle fandtes ikke. Det blev først bygget i 1920-erne. Den store 2-etages ejendom, hvor boghandler Katholm og trikotagehandler Oldengaard senere havde deres forretninger, var heller ikke bygget endnu.

Hellebæk Kro var også mere beskeden end den store 3-etages ejendom som husede Badehotellet der senere afløste den hyggelige 2-etages kro, som var rammen om Hellebæk befolkningens fester dengang. Her afholdtes baller, konfirmationer og skovauktioner over tømmer, brænde og græsning. Som noget helt nyt kom der omkring 1906 en omrejsende som viste stumfilm om den store verden og dens mærkværdigheder.

Bevægede man sig ad den grusbelagte Nordre Strandvej mod Hornbæk, ville man bemærke at den gamle højloftede Kongens Mølle var indrettet som skole til en del af egnens børn. Lidt længere fremme på vandsiden ville man kunne genkende Villa
Carlo som var helt nybygget fra 1885, og nu var indrettet som pensionat for sommergæster.

Netop her på dette sted i Hellebæk, ville en nutidig beskuer kunne øjne en meget stor forskel i forhold til 1906. Det Schimmelmannske palæ kunne ikke ses fra Strandvejen! Foran palæet lå da 3 meget store murede og rødkalkede længer som indeholdt Hellebækgårds stalde og lader med redskaber og vogne som var nødvendige til driften af de 235 tønder land som for det meste lå på den søndre side af skoven 2 kilometer borte. Her græssede gårdens ca. 50 køer og 14 heste, og her dyrkedes de afgrøder som skulle anvendes. Fra disse bygninger blev det lensgrevelige landbrug drevet med en forpagter som netop i 1906 hed Ludvig Harboe, der havde kontrakt for 7 år ad gangen.

Hvis man ville tage Hellebækgård i nærmere øjesyn, måtte man bevæge sig op ad den drejende vej til man stod ligefor og kunne se ind i det 3- fløjede beboelsesanlæg med det smukke hvide palæ fra 1747 med de to tilstødende fløje med rødt tagtegl, hvor forpagter Harboe residerede i sydfløjen med sin familie og hvor nordfløjen var beboet af de 12 karle som passede bedriften og således kun havde få skridt til lader, stalde og redskaber. I nordfløjens ende mod Sundet lå Hellebækgårds birketing i en 2-etages bygning symmetrisk med Hellebæk Kapel, som i 1786 var indrettet som byens sognekirke.

Således så Hellebækgård ud indtil branden den 16. Juni 1906 fuldstændig forandrede stedet, der fremover ikke kom til at bære præg af landbrug.