I 2018 var jeg på en 8 dages flyrejse til Dubrovnik – Kroatiens mest berømte by. Byen er et af de naturskønneste og mest besøgte turiststeder i Dalmatien. Byen blev anlagt i det 7. århundrede og blev et vigtigt kulturcentrum og handelsområde i middelalderen.
Nedenfor kan du se en beskrivelse af turen (delvis kopieret fra rejsebrochuren). Under beskrivelsen kan du se diasshow og video fra turen.
1. dag: Udrejse til Dubrovnik: Vi mødtes med vores rejseleder i Kastrup Lufthavn kl. 5.00. Vi fløj med Austria Airlines til Dubrovnik med skift i Wien, og vi ankom kl. 14. Fra Dubrovnik lufthavn kørte vi til vores hotel, hvor der var indkvartering og senere middag på hotellet.
2. dag: Dubrovnik og afslapning: Denne dag var vi i Dubrovnik, som har fascineret mange besøgende gennem tiderne og bliver kaldt en af Europas smukkeste byer. Den irske forfatter og nobelprisvinder George Bernard skrev engang: ”Hvis du vil finde paradis på jord, skal du tage til Dubrovnik”. Vi så de vigtigste seværdigheder som Onofrio-fontænen, Hovedgaden, Rektorpaladset, Katedralen og meget mere. Også tid på egen hånd til en tur på de byens imponerende forsvarsmure og ikke mindst nyde frokosten på en af de mange indbydende caféer. Vi var også oppe på et bjerg ved siden af Dubrovnik, hvor vi havde en fin udsigt over byen.
3. dag: Heldagsudflugt til Maleriske Kotor i Montenegro: Vi kørte ad smukke bugtede veje delvis langs vandet. Vi ankom til UNESCO-byen Kotor, der ligger skjult ved foden af Lovcén-bjerge. Vi spadserede i den gamle middelalderby gennem snævre, brostensbelagte gyder med maleriske torve, patricierhuse, kirker og paladser. Her findes stadig spor fra Venedigs regeringsperiode, Den gamle bydel er omgivet af en fire kilometer lang bymur. Byens hyggelige hovedtorv er omgivet af gamle fine palæer, kirker, små butikker og indbydende caféer.
4. dag: Sejltur til øerne Kolocep, Lopud og Sipan: Udflugt til nogle af de smukke øer beliggende ud for Dubrovniks kyst. Øerne har længe været et populært udflugtssted for Dubrovniks indbyggere.
5. dag: Udflugt til Mostar – porten til orienten: Flot panoramatur langs kysten inden vi drejede af mod Mostar i Bosnien Hercegovina. Byen rummer en rig historie og var porten til det osmanniske rige. Rundtur med lokalguide til den berømte bro, der deler byen i 2 vidt forskellige kulturer, den gamle moske fra 1557 og byens bazar. Også tid på egen hånd i denne historiske perle af en by.
6. dag: Dubrovnik – flere oplevelser eller afslapning på egen hånd: Tid til at slappe af eller nyde de sidste oplevelser i Dubrovnik. Nogle valgte at gå en tur rundt på den næste 2 km lange gamle fæstningsmur omkring Dubrovnik. Andre af os valgte at gå på opdagelse i området omkring hotellet.
7. dag: Udflugt til Cilipi, musik og folklore: Herlig søndagsudflugt til byen Cilipi lidt syd for Dubrovnik, hvor der er et vældigt liv ved kirken med boder, musik og lokal folkedans i farverige dragter.
8. dag: hjemrejse: Efter morgenbuffet havde vi formiddagen fri inden vi kørte den korte vej til lufthavnen, hvor vi skulle flyve kl. 14.55. Vi var retur i Kastrup kl. 19.20 via Wien.
Rejsebrochurens beskrivelse af hotellet: Hotel Vis 3* Dubrovnik Hotellet ligger tæt ved stranden i Lapad-bugten ved Dubronik, der er ca. 3,5 km til centrum af Dubrovnik. Fordelen ved Lapad-bugten er, at der er tale om en delvis sand- og betonplateau-baseret strand og hotellet har privat område. Omkring hotellet er der små butikker, caféer, restauranter og barer. Der går lokal bus hvert 15. minut til Dubrovnik. Gratis Wi-fi og TV og bad på værelserne. Der er elevator (det var der ikke). Hotellet er røgfrit og har også tennisbane (det var der ikke) samt terrasse med udsigt over vandet.
Klik her for at se et diasshow fra turen – Mine billeder
Klik her for at se et diasshow fra turen – Billeder fra Mogens og Helle
Klik her for at se en video fra turen