Turbeskrivelse
I januar 2009 afsluttede Camilla sin uddannelse som Cand. Scient. i Human Ernæring. Det skulle selvfølgelig fejres med en gave. Vi kunne ikke rigtigt finde ud af, hvad vi skulle give hende. Så da der samtidigt kom et rejsetilbud fra TV2Lorry, spurgte vi hende, om hun var interesseret i en sådan tur. Det var hun. Da jeg også meget gerne selv ville en tur til Kina, foreslog vi hende, at hun kunne få en Kinatur med mig som påhæng. Det ville hun meget gerne. Hun har sikkert tænkt, at det nok vil være fint at have farmands pengepung med på turen. Pengene var jo ikke så store, når man lige havde afsluttet en lang uddannelse.
Program for rejsen (TV2Lorry’s reklame)
1. dag – 18-2-2009: Danmark – Beijing.
Vi flyver med SAS airbus fra København om aftenen. Der er god plads ombord og mange underholdningsmuligheder. På sædets private videoskærm kan man vælge mellem mange film, musikprogrammer og spil. Der er to gratis måltider på flyveturen.
2. dag – 19-2-2009: Beijing.
Ved middagstid ankommer vi til Beijing. Efter paskontrollen og tolden møder vi Bravo Tours’ danske rejseleder. Vi kører ad motorvej ind til Beijing og får allerede her et godt indtryk af denne spændende by. Vi checker ind på hotellet, der ligger centralt ved seværdigheder og shopping. Rejselederen holder om eftermiddagen et velkomstmøde som introduktion til opholdet i Beijing.
3. dag – 20-2-2009: Beijing – Kejser-udflugten
Vi besøger verdens største plads, Den Himmelske Freds Plads, eller Tian An Men-pladsen, som den også kaldes. Her ligger blandt andet Parlamentet og Maos Mausoleum, der knytter sig til den kommunistiske æra, men også de gamle kejserlige bygninger såsom frontportene og Den Himmelske Freds Port. Fra podiet, hvor Mao 1. oktober 1949 udråbte Den Kinesiske Folkerepublik, har vi en storslået udsigt over pladsen. Derefter går vi gennem Den Forbudte By med dens efter sigende 9.999 rum. Byen blev bygget 1406-1420. Herfra har 24 kejsere regeret Riget I Midten, indtil den sidste kejser, Puyi, blev tvunget til at forlade Den Forbudte By i starten af 1900-tallet. I Jingshan Park får vi en flot udsigt til det tidligere kejserlige palads. – Ekstra: Om eftermiddagen var der et ekstra arrangement med en tur i et tehus.
4. dag – 21-2-2009: Beijing – Himlens Tempel og Sommerpaladset.
Fra morgenstunden tager vi til Himlens Tempel, der er Beijings vartegn. Dette arkitektonisk unikke tempel fra 1420 er 38 meter højt, 30 meter i diameter, udelukkende bygget af træ og balancerer på træbjælker. Rundt om templet er der altid mange lokale, og det oser af folkeliv, når de mødes her i haven for at danse, synge, spille majiang eller hygge sig sammen. Vi fortsætter til den fantastiske have, hvor vi finder det kejserlige Sommerpalads, der er fyldt med templer, pavilloner, dekorerede korridorer og mange små haver. Vi går gennem hele det smukke anlæg og tager til slut en sejltur på den store sø, der fylder to tredjedele af området.Ekstra: Om formiddagen var der et ekstra arrangement med en tur til en silkefabrik, og om aftenen var der endnu en ekstra tur, hvor vi var inde og se en forestilling om Kongfu. Begge ting var meget spændende, men især Kongfu-forestillingen var i top med ridtig god musik.
5. dag – 22-2-2009: Det moderne Beijing.
Beijing var som bekendt vært for de prestigefyldte Olympiske Lege 2008, og byen har i den anledning derfor gennemgået en vældig fornyelse. Vi besøger byplanlægningsmuseet og får et indblik i byens fascinerende udvikling, og man kan blandt andet se en stor model af Beijing.
Dernæst kører vi til CBD (Central Business District), der huser de største bygninger, for blandt andet at se det arkitektpriste SOHO, hvor der fra toppen er udsigt over området.
Siden kører vi ud til det olympiske område og kører rundt om de fantastiske bygningsværker. Her er det nye nationalstadium – Fuglereden med plads til 91.000 tilskuere der er bygget af et enormt antal stænger flettet på kryds og tværs. Vi ser også den nye nationale vandsportsarena, der kaldes Isterningen pga. det futuristiske design.
Vi fortsætter herefter til den gamle bydel. I cykeltaxier kører vi gennem de gamle hutong-områder og får et indblik i, hvordan man levede, før højhusene kom til.Som noget specielt spiste vi frokost hos en kinesisk familie i Hutong’en.
6. dag – 23-2-2009: Beijing – Den Kinesiske Mur.
Højdepunktet på enhver Kinarejse er for de fleste at stå på Den Kinesiske Mur.
På vejen mod muren besøger vi Åndevejen og Kejsergravene. Muren er bygget for mere end 2.000 år siden og strækker sig over 6.350 km op og ned gennem bjergene på tværs af Kina. Det er et storslået og imponerende syn. Vinteren er den flotteste årstid at opleve muren på, da der som regel altid er blå himmel og meget klar luft, så man kan se muren langt ud i horisonten. Omkring en million mennesker arbejdede på dette enorme projekt. Vi går en tur på den kendteste del af muren, inden vi fortsætter mod vores hotel, der ligger direkte ved muren med storslået udsigt overalt. Om eftermiddagen er der en speciel kinesisk aktivitet. Middagen nydes på hotellet, hvorefter vi ser storfilmen Den Sidste Kejser, der foregår i Den Forbudte By.Ekstra: På vejen ud til muren var vi inde og kigge på en Cloisonné fabrik.
7. dag – 24-2-2009: Den Kinesiske Mur – Beijing.
Vi starter dagen med morgenmad, inden vi går cirka 20 minutter gennem hotellets store område op til Den Kinesiske Mur. Her ser vi muren fra et stille område stort set uden andre mennesker. Fra hotellet har man mulighed for at se bjergene og Den Kinesiske Mur i solopgang. (Denne del af turen blev ikke til noget, da det var for tåget)
Vi begiver os nu tilbage til Beijing, hvor der om eftermiddagen vil være tid til shopping eller til at opleve lidt mere af denne spændende by. På Perlemarkedet kan man gøre fantastiske køb i perler, tasker, sko, tøj og elektronik. Bag ved Perlemarkedet ligger et legetøjscenter, hvor børnenes gaver kan købes. På Silkemarkedet er der meget tøj til både mænd, kvinder, børn og babyer og lædervarer og meget andet, ligesom Antikgaderne byder på mulighed for spændende indkøb af brugskunst og malerier.
Om aftenen skal vi ud og spise nationalretten – pekingand. En stor kulinarisk oplevelse (afslutningsmiddag).
Ekstra: Om formiddagen var vi på en Perle fabrik, og frokosten bestod af danske frikadeller med sovs og kartofler på en dansk restaurant. Om eftermiddagen var der masser af tid til besøg på markederne, hvor man kunne købe alt mellem himmel og jord (inkl. kopivarer).
8. dag – 25-2-2009: Beijing – København.
Efter en solid morgenmad går turen til lufthavnen, og SAS flyver os retur til Danmark, hvor vi lander sidst på eftermiddagen.
Om turen
Alt i alt synes både Camilla og jeg (og vores medrejsende), at det havde været alle tiders tur med masser af oplevelser og masser af nye indtryk. Turen havde været alle pengene værd. Dette skyldes ikke mindst vores særdeles gode guider, Tina og Simon.